Man skulle nok have været der

Tue bærer alle sine ting ned til storskrald. Udlejeren på Frederiksberg har smidt ham ud, og han har ingen steder at tage hen. At vende tilbage til Skive og familien med den voldelige far er utænkeligt. Med sig har han en sportstaske med tøj, en computer og en lille palme. Om dagen sælger han avisabonnementer på gaden, og om natten sniger han sig til at sove i et af avisens baglokaler. Her møder han Victoria, som tilbyder, at han kan overnatte på sofaen hos hende og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Det bliver et møde med en helt anden slags hjem, end Tue er vant til, og han tager i dén grad deres herskabslejlighed i besiddelse. Snart er Tue dog på gaden igen, hvor han flakker rundt og må søge ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.

En rå og humoristisk roman om at befinde sig uden for alle fællesskaber og hele tiden være bange for at blive opdaget. En fortælling om den totale rodløshed og om til sidst at finde hjem.